De fleste indstiller sig på en stor omvæltning når man bliver forældre for første gang. Langt mindre opmærksomhed bliver givet til overgangen i forældreskabet, når familien øges fra et til to børn. De fleste forældre har en ro ved at man nu ved, hvad det vil sige at have et spædbarn. Og selvom man godt ved, at opgaverne bliver endnu flere og tiden til parforholdet endnu mindre, så føles det ikke så kontrastfyldt som første gang.

Overgangen fra et forældreperspektiv

Mange andengangsgravide er mest optaget af, hvordan familieforøgelsen kan håndteres bedst muligt for det førstefødte barn. Der bliver gjort mange overvejelser og forberedelser; læst bøger højt om at blive storesøster eller storebror, aftalt måder at inkludere barnet i bleskift og badning af den lille ny, og indkøbt storesøskendegave til dagen, hvor baby ankommer.

Alligevel oplever rigtig mange, at uanset anstrengelser for at gøre det bedst muligt, så står man med et mere vredt og ulykkeligt barn nogle uger eller måneder efter at lillebror eller lillesøster er kommet til.

Det er enormt svært som forælder at være vidne til sit “store” barns negative reaktioner i kølvandet på familieudvidelsen. Særligt, hvis følelserne rettes direkte mod den mindre søskende i form af fysiske angreb eller hadske udsagn. Andre svære reaktioner er mere ”trods”, flere vredesudbrud eller nedsmeltninger over små ting i hverdagen. Måske opstår der også en periode, hvor førstefødte afviser den ene forælder (ofte faren) på bedste Klods Hans-vis: ”Duer ikke – væk!!”. Og den anden forælder bliver den eneste som dur.

Følelser af utilstrækkelighed, dårlig samvittighed, afmagt og måske også skam presser sig på. Man kommer måske til at slå sig selv i hovedet, kritisere sin partner eller overveje, om der er noget galt med ens ældste barn. Måske gør man ihærdige forsøg på at frembringe kærlige følelser fra den store til den lille.

Mit håb er med denne artikel at bidrage med viden og med ideer, som kan være lindrende i den udfordrende periode. For sandheden er, at situationen er helt normal. At hverken barn eller forældre har fejlet.

 

Overgangen fra et børneperspektiv

Lad os starte ved, hvad det er førstefødte barn oplever ved tilkomsten af en lillesøster eller lillebror.

Ofte er det forbundet med en forventning og spænding. Mange børn glæder sig til at blive storesøskende. De føler stolthed, og også nysgerrighed på den lille nye.

Men med babyen kommer også uundgåelige forandringer. Forældrenes tid til fordybelse og uforstyrret nærvær bliver mindre. Barnet oplever, måske for største gang, at andres behov sættes før deres. De observerer forældrenes glæde ved det nye barn, og skal til at finde ud af, at det ikke betyder at kærligheden til dem er blevet mindre. Et nyt barn i familien er, uanset hvor vellykket man håndterer det som forældre, en person den førstefødte skal til at lære at dele sine forældre med og opdage at den nye søskende ikke er en trussel.

Ofte vil barnet oven i hatten opleve, at rutiner i hverdagen forandrer sig. Formentligt også at mor og far er mere trætte og måske har en lidt kortere lunte end de plejer.

Rigtig meget af dette er vilkår som hører til, og som barnet også finder vej i at tilpasse sig til. Vel at mærke uden skader og mén! Men tilpasningen tager lidt tid, og man må derfor også forvente, at førstefødte har en periode med følelserne (endnu) mere uden på tøjet end normalt.

 

Hvad spiller ind på, hvor meget førstefødte reagerer på familieforøgelsen?

Der er forskellige ting som har indflydelse på, i hvor høj grad børn reagerer på familieforøgelsen.

 

Barnets alder og temperament

Børns temperament og modenhed betyder noget for deres evne til at håndtere den skælsættende ændring i livet . De fleste par får barn nummer to, når første barn er mellem 2-4 år. Altså midt i det som tidligere kaldtes ”trodsalderen” og i dag ”selvstændighedsalderen”. Børn i denne alder er i gang med at udvikle selvregulering og er stadig i høj grad i deres følelsers vold. Samtidig er de i gang med at udvikle selvstændighed og selvintegritet, hvor egne holdninger for alvor træder frem, til alt fra tøjvalget om morgenen til PRÆCIS, hvor vandglasset skal stå. Og de kæmper en brav kamp for medbestemmelse. Følelserne som udløses, er for alle børn kraftigere i denne periode. Når der er noget de ikke må, men gerne vil (have en is NU!). Eller omvendt; noget de IKKE vil, men får at vide de skal (børste tænder eller i bad).

Sproget for følelser og indre liv er endnu ikke udviklet, og evnen til at reflektere over forandringen i familien er heller ikke. Det er derfor også helt naturligt at børn som bliver søskende i denne alder ofte vil have større følelsesudbrud end ældre børn.

Børn fødes med forskellige temperamenter og udvikler evnen til følelsesregulering forskelligt og i forskelligt tempo. Mere temperamentsfulde børn, dvs. børn der har sværere ved beroligelse og lettere til vrede, har ved tilkomsten af en lille ny i familien også hyppigere en periode med mere negativ opførsel, store følelser og nedsmeltninger. Det betyder ikke at der er noget galt med ens barn. Børn er forskellige og modnes forskelligt.

 

Ændringer i forældrestil og samspil med barn

At der sker ændringer i samspillet mellem forælder og det førstefødte barn når et nyt barn kommer til, er mere reglen end undtagelsen. Studier viser, at der ofte sker en ændring i forældres adfærd og relation til deres førstefødte barn, når barn nummer to bliver født. I mange familier er der efter fødslen af det nye barn færre positive samspil mellem moren og det ældste barn. Samtidig med at moren hyppigere end før reagerer kontrollerende og negativt overfor det ældste barn.

Forælder og førstefødte kan let komme ind i en selvforstærkende konfliktspiral, der krydres af forælderens søvnunderskud og dårlig samvittighed; og den uundgåelige ængstelighed eller overvældelse hos barnet.

 

Forældresamarbejdet

Hvordan man håndterer forældreskabet mellem sig som forældre har også indflydelse på, i hvilken grad førstefødte reagerer med negativ opførsel. Kolak og Volling har i et studie fra 2013 fundet, at førstefødte kommer bedre igennem tilpasningen til livet med en lillesøskende, hvis forældrene har en høj grad af støttende forældresamarbejde. Et støttende forældresamarbejde kommer til udtryk ved, at man som forældre udviser varme og hjælpsomhed overfor hinanden i forhold til hinandens forældreindsats. Derimod viste studiet, at førstefødte reagerede med negativ opførsel efter ankomsten af en lillesøskende i familier, hvor forældrene havde en høj grad af underminerende forældresamarbejde. Et underminerende forældresamarbejde kommer til udtryk ved, at man som forældre ofte kritiserer, er uenig, blander sig i og underkender den andens forældreindsats.

Der kan være alle mulige gode grunde til at vi som forældre kommer ind i uhensigtsmæssige mønstre med vores store barn og i forældresamarbejdet. Den første tid med en lille ny er på alle mulige måder en udfordrende og udmattende tid, som bringer kontroltab og følelsesmæssig ustabilitet op i de fleste. Børn ser og mærker dette og reagerer naturligvis også på den forandring i stemning der er mellem os som forældre. Har ens barn det rigtig svært med familieforøgelsen kan det derfor være værd ikke kun at kigge på, hvad der sker hos barnet, men om der er noget hos ens selv og i sin parrelation, der er behov for at tage sig af.

 

Et par tips til at hjælpe sin barn med tilpasningen til det nye familieliv

Sørg for dedikeret alenetid med det store barn med jævne mellemrum

Også selvom det betyder at rutiner omkring den mindste måske skal justeres en smule. Eller at der skal skæres ned for andre ting. Overvej gode måder at skabe rammerne for alenetid sammen:

Skal man opholde sig i et andet rum eller et helt andet sted end hvor baby er, så man kan bevare den fulde opmærksomhed på den store, og ikke blive distraheret af gråd fra den lille?

Skal alenetiden ligge på forudsigelige tidspunkter, som fx ved puttetid?

Skal man have hjælp af bedstemor eller naboen en time om ugen for at kunne dedikere tid til den store?

Det er svært at få timerne på et døgn til at gå op, og alenetid med den store kan stride mod eget behov for at have ro til sig selv efter en hel dag med baby. Man må prøve at finde sin balance og være realistisk i forhold til de vilkår for hverdagen man har. Ingen familier er ens og derfor er det heller ikke sikkert at naboens løsning virker på jeres side af hækken.

Vær opmærksom på mængden af irettesættelser overfor førstefødte

Gensidige negative forventninger fra barn til voksen og fra voksen til barn kan hurtigt blive en selvopfyldende profeti. Det kan være værd at vælge sine kampe, når man gerne vil bryde den onde cirkel.

Accepter at førstefødte måske tager et skridt tilbage i sin udvikling i en periode

Førstefødte har måske for en periode igen brug for at få ble på om natten, falde i søvn med jer siddende på værelset, eller få mere hjælp til tøjet. At blive mere hjælpeløs er en naturlig måde at søge den omsorg, som for en periode føles truet.

 

Spar ikke på ros og anerkendelse til den store på daglig basis

Hvor var det skønt du hjalp mig med at skifte lillesøsters ble!

Hvor er det bare hyggeligt at lege med lastbiler sammen med dig”.

Eller ganske enkelt:

Du er simpelthen bare så dejlig”.

Prøv at kigge bagom det ældste barns dårlige opførsel

Forsøg at anerkende barnets svære følelser og giv trøst. Også når følelserne kommer ud som vredesudbrud eller ”trods”. Har man ikke allerede integreret dybe indåndinger som en del af sit forældreskab, kan det være et godt tidspunkt at starte:)

 

Men hvad når/hvis det store barn slår eller bider baby?

Det rammer en lige hjertet og udløser ofte følelser af både skuffelse, vrede, frygt og skam. Alle de følelser kan let komme til at smitte af på, hvordan vi som forældre håndterer situationen. Vi får måske skældt ud eller råbt af barnet. Alt sammen noget som øger ængsteligheden hos den førstefødte og får puttet mere brænde på bålet.

At miste besindelsen gør alle forældre, så det er ikke en invitation til at slå sig selv i hovedet, hvis det også er sket for dig. Når det sker indimellem, kan vi gribe muligheden og vise vores børn, at voksne også kan træde ved siden af, men at vi er klar til at erkende vores fejl og give dem en undskyldning og et kram.

Og så kan vi i situationer, hvor barnet bider eller slår, øve os på at acceptere og møde følelsen barnet står med i situationen, uden at acceptere handlingen. Det kunne måske lyde noget i stil med: ”Øv du er rigtig sur på lillebror lige nu over at han skal have mad, så jeg ikke kan lege … Jeg kan godt forstå at du synes det er surt, men jeg vil ikke have at du slår”.  Flyt den store væk fra baby, giv et kram og foreslå noget hyggeligt I kan lave sammen efter madningen.

 

Realitetstjek

Vores reaktioner på førstefødtes opførsel udspringer af vores grundlæggende forestillinger, forventninger og tanker til, hvordan de ”bør” opføre sig og hvad de ”burde” kunne. Kort sagt, hvad der er ”normalt”. Det kan derfor være godt at lave et realitetstjek på de ofte ubevidste forventninger vi stiller til deres følelser, modenhed og selvregulering. For jo oftere de får en oplevelse af at skuffe os, jo sværere vil det være at komme ovenpå igen efter familieforøgelsen.

Man kan IKKE forhindre at livsforandringen at blive storesøster eller storebror, vil være en skælsættende, ambivalent og overvældende oplevelse. Barnet skal til at lære at dele tid og kærlighed med en anden. Jo mere man som forældre kan rumme hele sit barns følelsesregister i tilpasningsperioden, jo lettere hjælper vi vores børn helskindet gennem overgangen.

Man kan måske sidde tilbage med tanken, at det er helt farligt at udvide familien. At man ikke kan undgå at give sit første barn et traume. Men børn er robuste og skal nok overleve forandringen😉 Ustabiliteten er heldigvis for langt de fleste kortvarig. Gennemsnitligt er førstefødtes negative opførsel tilbage på normalt niveau ni måneder efter familieforøgelsen. Og gevinsten ved at have søskende på den lange bane er bestemt værd at investere i!

Læs mere om den særlige søskenderelation her

Hvis du snarere interesseret i input og tanker om håndtering af søskendekonflikter, så klik her

De nævnte studier mm.  finder du her:

Kolak, A. M., & Volling, B. L. (2013). Coparenting moderates the association between firstborn children’s temperament and problem behavior across the transition to siblinghood. Journal of Family Psychology, 27(3), 355–364

Song, J.-H., & Volling, B. L. (2015). Coparenting and children’s temperament predict firstborns’ cooperation in the care of an infant sibling. Journal of Family Psychology, 29(1), 130–135. https://doi.org/10.1037/fam0000052

Kapitel af Judy Dunn (2002):  ”Sibling Relationships”; I: Blackwell Handbook of Childhood Social Development (P. K. Smith & C. H. Hart, 2002), Blackwell Publishers.

Vil du gerne modtage nye artikler direkte i din indbakke?

Share This