Børn tilhører sig selv. Fra det øjeblik de forlader ens krop starter processen, der fører dem væk” siger Scarlet Johanson i rollen som mor til en 8-årig dreng i den Oscar-vindende film A Marriage Story.

Citatet beskriver en følelse som jeg forestiller mig at mange forældre genkender. En følelse som kan være ambivalent. Og måske også sorgfuld, selvom man rationelt ved, at det er sundt for ens børn at udvikle selvstændighed. At det er meningen at de skal flyve fra reden på et tidspunkt.

 

Børns frigørelsesrejse

Små børn overgiver sig 100% til voksnes samvær og nærvær. De søger øjenkontakt hyppigt og sender gladelig masser af smil afsted med invitation til kontakt og leg. De lader sig let underholde af borte-borte tit-tit og fangeleg. Kommer løbende og kaster sig hengivent i armene ved gensyn efter en dag adskilt.

Som børnene nærmer sig skolealderen, bliver mange mere og mere optagede af deres egen indre oplevelsesverden og interesser. De begynder at foretrække at lege med jævnaldrene frem for de voksne. Kommer kun sjældent og sætter sig på skødet – og synes at kys og kram er ulækre og irriterende. De gider ikke være med på hvilken som helst aktivitet eller leg, og bruger stadig mere tid på at lege selv.

Når de bevæger sig ind i teenageårene bliver det for mange endnu mere udtalt. Larson og Richard* fandt i et studie af 9-15 årige, at de ældste kun brugte halvt så meget tid med deres familie som de yngste.

 

Den naturlige variation i børns udviklingsstier

Børn er vidt forskellige og derfor gælder denne proces selvfølgelig ikke for alle. Nogle børn har allerede tidligt i livet ofte nok i sit eget selskab. Andre børn bliver ved med at bruge masser af tid sammen med deres forældre – også efter de er flyttet hjemmefra. For nogle børn er udviklingen mere kontrastfyldt end for andre.

Jeg er af den overbevisning, at der ikke er en mere ”rigtig” eller ”sund” udvikling. Nogle børn og unge har brug for meget samvær og nærhed, andre har det i mindre grad. Det væsentlige er, at der er en tryg og god relation at søge til, når man har brug for den.

 

At omstille sig som forælder kan være svært

For mange forældre er udviklingen lig med en glædelig nyvundet frihed til lidt mere egen tid.

Forandringen kan dog også være blandet med en sorg over ikke længere at være centrum for ens barns opmærksomhed og engagement. Vi kan komme til at føle os afvist af vores børn, når de begynder at prioritere værelset eller venner over samvær med os. Følelsen af at være ved at miste noget kan gøre det svært at give slip og give plads.

Når børnene når teenageårene kan det måske endda ende i konflikter, fordi de ikke vil med på familieudflugter og ferie, eller hellere vil være ude med venner end at spise med til aftensmaden. Den slags sammenstød udspringer eller forstærkes ikke så ikke sjældent af en ubalance mellem forælderens og barnets behov for samvær. Som forælder kan man ubevidst opleve sit barns lavere behov for samvær som en tegn på, at man ikke er ligeså vigtig som da barnet var mindre. Man får måske uden at opdage det fortolket det lavere initiativ til at bruge tid sammen som et udtryk for mindre kærlighed. Selvom de to ting ikke er det samme.

 

Den gradvise udfasning af roller

Relationen mellem børn og forældre må defineres mange gange i løbet af livet. De første leveår er man som forælder både omsorgsperson, rollemodel, opdrager og legekammerat. Med tiden overtages flere af rollerne af jævnaldrende, enten helt eller delvist. Først rollen som legekammerat, og senere får vennerne stadigt mere indflydelse på barnets handlinger og holdninger. Nogle teenagere begynder også i højere grad at søge trøst og råd hos venner og veninder end hos sine forældre.

Det kan være en svær balance at finde vej i at fastholde sit forældreansvar, at drage omsorg og sikkerhed for sit barn, og samtidig give slip på nogle af alle de andre elementer som relationen har indeholdt da ens barn var yngre. Når vi er fyldt op af vores egne behov eller afsavn i relationen til vores barn, kan vi let komme til at presse på. Eksempelvis:

Moren: ”Hvordan har din dag været?”

Søn: ”Den var fin

Moren (nu i frustreret toneleje): ”Kan du ikke sige lidt mere – jeg vil gerne vide hvordan du har det?!”.

Måske får vi kastet os ud i tvungen familietid eller lignende, som kan få den helt modsatte effekt af det vi ønsker. I søgen efter at fastholde følelsen af tæt forbundethed, kan vi komme til at agere uhensigtsmæssigt og uafstemt med vores barn. Glemme at se tingene fra deres perspektiv, og komme til at skabe en distance i relationen i stedet.

 

Hvilken relation ønsker jeg til mit barn på den lange bane?

En af forældreskabets præmisser er, at man med al sandsynlighed ikke bliver ved med at være den nærmeste, mest indflydelsesrige eller vigtigste person i ens børns liv.

Men det betyder ikke, at man ikke kan kan blive ved med at være betydningsfuld og blive ved med at være afholdt. Selvom relationen tager nye former. Og man kan aktivt være med til at forme, hvilken type relation man har med sit barn – også ind i voksenlivet.

Ønsker man at tilbringe så meget tid sammen som muligt?

Så kan man fokusere på, hvad der er sjove aktiviteter i et børne/ungdomsperspektiv.  Tage kammeraterne med på familieudflugt, spille med på det nyeste computerspil eller tage initiativ til nye fælles hobbyer.

Eller ønsker man at blive ved med at være sine børns fortrolige, som de søger sparring og trøst hos, når de ”slår sig” på livet?

Så kan man sætte sig for altid at vise interesse for, hvordan de har det og hvad der sker i deres liv. Også selvom de i perioder er mindre informative – blive ved med at lade dem vide, at døren står åben når der er brug for det.

Kort sagt – at fastholde den gode relation til sit barn er at fastholde nysgerrigheden på deres verden.

 

Læs også min artikel om forskellige behov for nærvær og frihed i parhold her.

Reference:

* Larson & Richards (1991). Daily Companionship in Late Childhood and Early Adolescence. I Changing Developmental Contexts; R. I: Child Development,Vol62, 1991

 

Share This